Østerfælled Torv

Info
Description
Østerfælled Torv er i dag nedslidt og pladsen bruges af ganske få. For at skabe mere liv og naturlig adgang fra de travle omkringliggende gader gennemhuller vi den historiske mur på nøje udvalgte steder. Der opstår herved fysisk og visuel kontakt mellem torvet og Østerbrogades pulserende byliv.
Indramning af pladser
Forvandlingen tager afsæt i Østerfælled Torvs eksisterende belægning. Den oprindelige belægning fra 90erne bevares og der arbejdes videre oven på. Den brydes kun op langs facader, for at skabe grønne kantzoner og indramme torvet. Dette enkelte greb holder CO2-aftrykket nede og underinddeler torvet i nye mindre pladser – Ankomstpladsen, Det Centrale Torv og Kulturtorvet. De er alle designet til at understøtte de omkringliggende bygningers funktion.
Slappe af op ad muren
Fra gaden kan man netop ane noget grønt inde bag de nye muråbninger, som et grønt fatamogana midt i Østerbrogades mylder. Bag muråbningerne finder de besøgende grønne lommer med stauder og flerstammede træer. Her kan man sætte sig under de store smukke trækroner, der som et løvtag breder sig ud og får skyggerne til at danse på flader og facader.
For at drage folk ind ude fra vejen bliver stierne et blikfang af forskellige typer teglklinker – men samme iøjnefaldende røde farve. En nuance er mat og den anden changerende. I kombination med et skiftende stribet mønster leder stierne kunderne ind i de nye lommer. Samtidig giver de rødlige klinker et smukt modspil til de eksisterende grå fliser.





