Multihal på Arsenaløen

:
11-027
Et byrum, hvor mange funktioner samles på lidt plads i en enkel og robust helhed

Info

Description

Byrummet foran multihallen på Arsenaløen skulle rumme mange funktioner og samtidig være let at aflæse. Vi formede derfor pladsen med en klar disponering, hvor cykelparkering, p-pladser til personbiler, ankomst, vareindlevering og brandredning er samlet i en enkel helhed. Samtidig skabte vi rekreative zoner til både aktivitet og ophold. Opgaven lå i spændet mellem mange krav, en smal grund og den kommende cykelforbindelse, Christianshavnsruten.

Opgaven løses med en robust asfaltflade omkring multihallen, markeret med bemalede striber inspireret af det klassiske sportsgulv. Fladen fungerer som hallens udendørs gulv og samler pladsen i et tydeligt greb. Ginkgotræer tilfører rytme og skala, mens en række lakerede rør i signaturfarven skaber karakter, mens træerne vokser til. I hver ende har vi anlagt et grusbånd med cykelparkering mod nord og p-pladser mod syd.

Fra bygningen og ned mod Laboratoriegraven strækker et trædæk sig som en forbindelse mellem ude og inde. Dækket er formet med knæk og plateauer, der giver plads til både ro og aktivitet på tværs af aldersgrupper. Cykelstien bryder forløbet, men dækket fortsætter ned mod vandet, hvor det folder sig ud i yderligere to plateauer. Langs brinken er der plantet pil og rødel.

Fra pladsen er der niveaufri adgang til alle døre i den nye idrætshal. Faste belægninger i asfalt og store stenformater sikrer høj tilgængelighed. Aktivitetspladsen og ankomstpladsen i betonsten leder besøgende naturligt mod indgangen, understøttet af en tydelig belysning af ankomstområdet.

Christianshavnerne har fået mere end blot en sportshal – de har fået et moderne forsamlingshus og et unikt byrum.’

Begrundelse for præmieret af Københavns Kommune 2015.