Nykøbing Torv
Info
Description
Vi ønsker med få og enkle midler at skabe et helt nyt torv i Nykøbing. Den eksisterende gedigne chausséstensbelægning bevares, ligesom de eksisterende forholdsvis nye lamper, således at pengene bruges aktivt på nye elementer på torvet: Disse er 3 svævende tage, 4 nye ‘møbler’ i hvid beton, en fleksibel pæleskov samt ny beplantning. Disse enkle og smukke elementer vil i sig selv gøre oplevelsen af torvet en helt anden både sommer og vinter, men vigtigst vil de være udgangspunkt for en masse nye aktiviteter og dermed liv på torvet. De vil med deres størrelse kunne leve op til og spille sammen med torvets omgivende, let uens bygningsmasse og virke som et samlet greb, der gennem dets enkelhed og gedigenhed er robuste nok til, at give det nye torv en lang levetid med masser af liv både sommer og vinter, for lokale og turister.
Beplantningen i forslaget består udelukkende at store, højstammede træer, således at fladen, byens gulv, kan anvendes til parkering, byliv og events uden barrierer. Men ved valget at bredkronede, robuste træer skabes der alligevel en helt ny frodighed på torvet som ved hjælp af nye lindetræer mod øst bindes sammen med den smukke eksisterende Lindealle. På selve torvet og p-arealet vil vi foreslå at man planter robinietræer, få spredte på selve torvet og flere ved og på p-arealet. Robinietræet er et smukt, stort letløvet træ, der om foråret blomstrer med hvide velduftende ærteblomster, men som også om vinteren, når det står uden blade, er smukt. det har en meget kroget og karakteristisk grenbygning, der gør at træerne om vinteren vil stå som store, levende skulpturer på pladsen.