I takt med at flere ønsker urnenedsættelse frem for kistebegravelser opstår ledigt gravstedsareal som kræver ny disponering af kirkegården.

Hvidovre kirkegård

21-016

Description

Gravsteder og rekreativ afslapning side om side
Hvidovre Kirkegård står, som mange andre kirkegårde, med et behov for at omdanne de områder af kirkegården som i større og større grad står ubenyttede hen. De kan blive til uformelle mødesteder og rolige parkanlæg. På Hvidovre Kirkegård skal der blive plads til at besøgende kan finde ro og mindes. Her opleves en ro som ikke altid er tilstede i gængse offentlige parker, og omgivet af kulturarv opstår et ’mindernes mødested’. 

System i arealanvendelsen
For fremadrettet at kunne planlægge kirkegården som et samlet grønt anlæg, må arealanvendelsen sættes i system. Udover at undgå uhensigtsmæssig brug af arealer, undgås også fragmenteret drift. Samtidig skal de besøgende have lettere ved at finde rundt. Derfor skal stiernes hierarki fremstå klart og stisystemet være letanvendeligt. Den nye disponering af kirkegården tager udgangspunkt i at skabe en ’parksti’ hvor besøgende kan spadsere og finde små opholdspladser, som ikke ligger centralt på kirkegården, og dermed er adskilt fra de sørgende.

Oplev de forskellige tidsperioder
Kirkegården har forskellige historiske afsnit. Disse styrkes og fremhæves via beplantningsudtryk. Endvidere understreges kirkegårdens forskellige tidsperioder ved at samle bevaringsværdige gravsten i hver deres historiske afsnit.  

1:1 Landskab skaber således via program og udviklingsplan for Hvidovre Kirkegård en fremsynet og driftssikker løsning som kommer den daglige drift og brug til gode.