Petersborg
Info
Description
Petersborg ligger skønt omgivet af store bevaringsværdige træer, tæt på Marienlyst Stol, Kronborg og Helsingør strand. Stedet låner også herlighedsværdi og skovstemning fra de store træer på nabo-kystskrænten og man har i det hele taget en fornemmelse af et herskabeligt og grønt sted, når man bevæger sig rundt på udearealerne. Det ønsker vi at bevare og forstærke gennem en landskabelig bearbejdning, der fokuserer på hjemlighed, materialevalg og respekt for de iboende kvaliteter i haveanlægget.
Ankomstpladsen ved adgangsvejen fra Ofeliavej karakteriseres af den store skov høj, der også fremadrettet bliver det frodige førstehåndsindtryk man få af Petersborg med et højt kronedække båret af gamle strukturrige stammer. Der plantes også nye hjemmehørende træer omkring pladsen. Belægningen på ankomstplads og parkeringsarealer udføres i danske græsarmeringsklinker, der giver mulighed for en grøn permeabel flade samtidig med at den kan betjene et dagligt højt brugstryk.
Græsarmeringsklinken kombineres med almindelige klinker af samme type, lagt som teglstier og felter, hvor tilgængelighed og fodgængere er førsteprioritet. Tegl-stierne sikrer gode adgangsforhold mellem bygningerne og giver med deres varme rødlige nuancer og tekstur en stoflighed, der fremhæver stedes herskabelige karakter og står godt til de pudsede bygningsfacader. Klinkernes smalle format er samtidig med til at nedskalere de store flader og har en grad af hjemlighed over sig.
I den store fælles have er idéen fra GN Brandts gamle haveplan, om et gennemgående stisystem genindført og udfoldes som bugtede grusstier med tilkoblede solterrasser, grillplads og opholdsbænke. En petanquebane inviterer til fællesskab og spil, mens hele haveanlægget og opholdspladserne omkranses af eksisterende og nyplantede buske og træer. På den måde skabes der mindre nicher i den store have og mange kan på den måde benytte uderummet samtidigt, fælles eller hver for sig.