Vi er med på holdet, der skal give nyt liv til Aveny-T med en national scene for ungekulturen.

1:1 tegner diskret og moderne byrum til Aveny-T

24.01.2020

Frederiksberg er under forandring. Flere unge flytter til bydelen, der indtil for nylig var synonym med tweed, terriere og tyndt hår. De unge får nu et særlig mødested med en national scene for ungekulturen i Væksthuset ved Aveny-T. Væksthuset bygges i respekt for den oprindelige teaterbygning med en fleksibel scene, der rummer mulighed for mange forskellige kunstarter og forestillinger.

Velproportioneret byrum

Foran Væksthuset har 1:1 Landskab tegnet en forplads, der diskret og moderne byder forbipasserende indenfor. Pladsen består af en terrasseret overflade, der ophæver grænserne mellem inde og ude og inviterer forbipasserende indenfor i teatrets pulserende liv. Terrassen integrerer på fornemste vis forskellige retninger, bevægelser og niveauer fra Frederiksberg Allé ind i et fælles hele, der omfavner byrummet og skaber et stærkt samspil med de smukke lindetræer:

- Arrangementet af volumener, fremskudte og tilbagetrukne dele, skaber i sammenhæng med terrassen og de toneangivende lindetræer, et velproportioneret og karakterfuldt byrum på alléen, citat fra dommerbetænkningen.

Mondænt og uformelt

Teatrets nye store caféterrasse samler indgangene til de to huse i ét samlet hele. To trin fører op til det eksisterende teater, mens Væksthusets trapper inviterer til ophold og før og efter en forestilling.

- Det er et privilegium at få lov til at tegne landskab på Danmarks mest berømte og afholdte allé. Vi har gjort vores ypperste for at forene det mondæne og klassiske Frederiksberg med det uformelle og spontane, som karakteriserer den unge generation, siger Jacob Kamp, partner i 1:1 Landskab.

Væksthuset forventes at stå færdigt i slutningen af 2021, huset tegnes af Kjær & Richter, Tranberg Arkitekter og Oluf Jørgensen.