Industribyen, Havebyen og Havnepromenaden trækkes frem som et overordnet by- og landskabsgreb for området på den gamle spritfabrik i Aalborg, hvor Spritten Artcenter og Aalborg teater snart rykker ind iblandt nye boliger og erhverv.

Spritten

19-005

Info

Description

Spritten er et særligt sted i Aalborg, både i sig selv og i sin placering imellem fjorden, den grønne haveby (Hasseris/ Vestbyen) og den tætte nyere bykerne. Vi ønsker med dette forslags landskabelige greb at bringe disse 3 by-landskaber ind på sprittens område for at give forskellig karakter og identitet til hvad vi ser som 3 forskellige dele af et hele; Industribyen med de bevarede fabriksbygninger, Harbourgate og ikke mindst det nye artcenter; Havebyen, det nye boligområde mod vest samt Havnepromenaden/Fjorden, den gamle kaj og mødet med fjordens vand.

Industribyens karakter skabes i høj grad af de bevarede bygninger og understreges af et sparsomt men distinkt materialevalg og en karaktergivende beplantning. Større og mindre pladsdannelser understreges som udgangspunkt for et rigt og varieret byliv.

Havnepromenaden er byens møde med fjorden og det store landskab; hvad der engang var et handels- og industriområde, er i dag i høj grad et fritidslandskab og dette bringes i spil via enkle, store elementer (møbler) der dels sikrer mod stormflod og dels bringer byens borgere aktivt i forbindelse med fjordens vand. Kajkanten bevares, og klimasikringen etableres som et frit­stående element på kajen væk fra selve kanten. Et element af beton og træ, modstår vandmasser ved højvande, og kan tilpasse sig havneka­jens forskellige koter samt fremtidige og tidligere kajløsninger.

Havebyen tager de landskabelige kvaliteter fra de bagvedliggende områder og skaber et, på havnen, unikt og hyggeligt grønt fortættet boligområde, hvor forhaver, tydelige pladsdannelser og beplantning skaber et kvarter, hvor ’man kommer hinanden ved’.