Ungekulturhuset på Smedetoften i Nordvest er nomineret til Byens Bedste Byrum.

Vi er nominerede til Byens Bedste Byrum

06.08.2021

Gode nyheder på tegnestuen! Vi er netop blevet nomineret til Byens Bedste Byrum for vores urbane mødested på Smedetoften i Nordvest, som åbnede i december.

- Byrummet formår at være fuldt af aktiviteter uden at blive manisk hittepåsomt, skriver Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl.

Vi er super stolte over nomineringen til Byens Bedste Byrum. Vi har lagt meget energi i at få så mange af beboernes og brugernes ønsker ind i designet og samtidig skabe et æstetisk og mangfoldigt byrum. Her er boldbane med siddeplinte, en åben havepavillon til sociale sammenkomster og små snoede stier med bænke, frugttræer og smukke stauder.

Lysende vartegn

Byrummet bliver bundet sammen af en stor lysende ring i 6 meters højde, som tænder med skumringen og skifter lys i løbet af døgnet og året. Et ikonisk vartegn for kvarteret.    

- Vi ville gerne skabe en grøn dagligstue, hvor du kan gå ned møde mennesker og få en lille oplevelse med hjem, som når lyscirklen skifter farve i skumringen, blomsterne blomstrer, eller træerne er fyldt med frugt. Det skulle være et sted for både unge og gamle. Nomineringen til Byens Bedste viser, at det er lykkedes os at skabe et byrum, som både rummer det stille, eftertænksomme og det aktive, udadvendte. Det er vi virkelig glade for, siger Jacob Kamp, partner i 1:1 Landskab.

Du kan stemme på vores projekt her: https://www.berlingske.dk/byens-bedste/groenne-aandehuller-eller-urbane-parker-hvor-er-byens-bedste-byrum