Velkommen tilbage Stine!
Stine har været en fast del af 1:1 Landskab siden den spæde begyndelse i 2006, men tog en afstikker til Sweco tidligere på året for at prøve noget nyt. Heldigvis for 1:1 Landskab varede besøget hos Sweco ikke længe, og hun er nu tilbage på tegnestuen igen:
- På en måde er det som om, at jeg aldrig har været væk, men alligevel kan jeg godt se, at jeg har fået et andet perspektiv på branchen ved at prøve et nyt sted. Det har været godt for mig at komme lidt væk og se, hvad det er, vi kan i 1:1 Landskab, siger Stine.
Fokus på det gode projekt
Stine har været med til at bygge 1:1 Landskab op fra bunden fra en helt lille tegnestue til i dag, hvor der er 18 ansatte og et væld af projekter i ind- og udland. Selvom det var sjovt at prøve noget andet og lære nogle nye søde kolleger at kende, så trak den mere flade struktur på 1:1 Landskab i sidste ende:
- Jeg kan godt lide, at vi har så meget fokus på at skabe det gode projekt på tegnestuen. Hvis du har en god idé, er der ikke langt fra ord til handling. Samtidig har vi nogle virkelig gode samarbejdspartnere, som vi har arbejdet med i mange år. Internt på tegnestuen er der også en rigtig god stemning. Vi kender hinanden rigtig godt, siger Stine.
Sans for teknik og æstetik
På tegnestuen er vi super glade for, at Stine er vendt tilbage. Hun er en stor kapacitet og et menneske, vi holder meget af. Flere af vores samarbejdspartnere har da også udtrykt glæde over, at Stine er tilbage på pinden i Valby.
- Stine er en rigtig dygtig landskabsarkitekt, som har sans for detaljen. Hun er enormt teknisk velfunderet og har et æstetisk blik for de løsninger, der skaber det gode projekt. Hun er vedholdende, og bliver ved med at gå efter den bedste løsning lige til tingene er bygget. Og så er Stine bare en super behagelig person at arbejde sammen med. Vi er glade for, at vi har skabt et arbejdsmiljø, der får tidligere medarbejdere som Stine til at komme tilbage, slutter Jacob Kamp, partner i 1:1 Landskab.