1:1 Landskab er blevet rådgiver på Skt. Mikkels Kirkegård i Slagelse og Hvidovre Kirkegård.

1:1 Landskab skal skabe hverdagspoesi på kirkegården

08.06.2021

1:1 Landskab er kendt for at skabe byrum med masser aktiviteter og oplevelser til brugerne. Nu skal tegnestuen vende blikket lidt mere indad og skabe eftertænksomme og poetiske landskaber på to kirkegårde i Slagelse og Hvidovre.

- Vi skal skabe grønne æstetiske rum med smukke beplantninger, der giver plads til de små pauser i hverdagen. Kirkegårdene skal både give ro til de sørgende, men også lukke resten af byen ind, så borgerne kan se sig selv lufte hunden på kirkegården eller tage ophold en skøn sommerdag, siger Trine Trydeman, partner i 1:1 Landskab.

Poetisk pusterum

Kirkegårde har i mange år været forbeholdt de sørgende. Men i de senere år har flere fået øjnene op for kvaliteterne i de grønne rum. Kirkegårdene kan nemlig noget helt andet end de mere aktive byrum, der er opstået i byerne de sidste 10-20 år.

- Kirkegårdene giver et poetisk pusterum fra den travle hverdag. Vi får en chance for at se os selv som en del af noget større, en tidslinje der rækker frem og tilbage. Vores rolle er at forstærke den særlige stemning og skabe smukke grønne rum, som kan bruges bredt og på nye måder, siger Trine Trydeman.



Bæredygtig drift

Udover den landskabelige rådgivning bliver 1:1 Landskabs rolle også at sikre en bæredygtig drift i forhold til Verdensmålene og prioritere indsatserne i forhold til budgettet for de kommende år. Det er en opgave, som 1:1 Landskab er særdeles godt bekendt med:

- Vi er rigtig gode til at prioritere og hjælpe bygherrerne med at få pengene til at passe, så de får deres ønsker til landskabet opfyldt. Samtidig har vi et godt blik for, hvordan man fremtidssikrer kirkegårdene, så de rækker længere ud og bliver en del af byen, slutter Trine Trydeman.