1:1 Landskab styrker professionaliseringen og vækstambitionerne med to projektledere uddannet på Arkitektforeningens særlige ledelseskursus +2.

1:1 Landskab breder ansvaret ud

22.09.2022

 

+2 er en efteruddannelse, som udbydes af Arkitektforeningen. Uddannelsen sætter fokus på de mere tekniske aspekter af at drive en tegnestue som virksomhedsdrift, projektledelse, økonomistyring og kontraktforhold. Uddannelsen gør dig desuden i stand til at se 360 grader rundt om et projekt, så du bliver en bedre samarbejdspartner for både kunder, developere, ingeniører, arkitekter, entreprenører og andre aktører i værdikæden.

- Uddannelsen har udvidet min forståelse af de mange aspekter, der er forbundet med at drive en tegnestue. Jeg er blevet bedre til at forstå vores kunders incitamenter i et byggeprojekt og se den store sammenhæng, som vores arbejde indgår i for herigennem at opnå bedre landskabsprojekter, siger Simon Enemærke.

Stærk projektledelse

Samme positive skudsmål lyder fra Sune Harboe Larsen, som har afsluttet uddannelsen samtidig med Simon. Som sagsarkitekt oplever Sune, at han har fået nogle vigtige værktøjer til at styre projekterne sikkert i mål.

- Jeg har fået en bedre forståelse for hele projektorganisationen og aftaleforhold. Jeg ved, hvad vores ansvar er i forhold til en opgave, hvad vi bør levere i de enkelte faser, og hvordan vores arbejde afhænger af selve entrepriseformen. Jeg har fået en mere professionel tilgang til arbejdet og en bedre forståelse af, hvad vores samarbejdspartnere forventer af os, siger Sune.

Styrker vækststrategi

+2 Uddannelsen er et led i en professionalisering af 1:1 Landskab. I takt med at tegnestuen vokser og får flere opgaver i ind og udland, er det vigtigt at have flere, som kan påtage sig ansvaret med at styre et projekt sikkert i mål fra A-Z.

- Vi er rigtig glade for, at Simon og Sune har taget efteruddannelsen. Det er vigtigt for vores vækststrategi, at vi kan brede ansvaret for projektledelsen ud og sikre et fortsat højt professionelt kvalitetsniveau i takt med vi vokser. siger adm. direktør i 1:1 Landskab Trine Trydeman.