Skolen i Bymidten i Helsingør er blandt de fem finalister til Årets Skolebyggeri.    

Vi er med i opløbet til Årets Skolebyggeri 2020

14.05.2020
Foto: Lars K. Engelgaar

Skolen i Bymidten er blevet forvandlet fra en traditionel folkeskole til et kraftcenter i Helsingør, hvor skole, musikskole, idræt og lokalmiljø indgår i nye fællesskaber. Forvandlingen er sket ved at renovere seks af de eksisterende bygninger, rive tre ned og opføre tre nye bygninger, som skaber et arkitektonisk hele.

Skolen i Bymidten er tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter med Lyngkilde Rådgivende ingeniører og 1:1 Landskab på holdet, mens Elindco Byggefirma har stået for opførelsen. Projektet får følgende ord med på vejen af dommerne:

-    Skolens varierede uderum virker fuldbragte og inviterer til forskellige former for aktiviteter i både store og små grupper. Interiør og rum er gennemtænkte og inspirerende. Her har de voksne været i børnehøjde, og der er skabt rum der understøtter både leg og læring på elevernes forskellige niveauer. Det er ligeledes dejligt at se, at kunstværket ”lanternen” er en integreret del af uderummet og tænkt til brug for eleverne.

Oplevelseslandskab

1:1 Landskab har tegnet et uderum, der giver plads aktiviteter og bevægelse med parkour, trampoliner og legeredskaber. Et terrasseret landskab med ramper, trapper, skråninger og siddemuligheder skaber et dynamisk og varieret oplevelseslandskab, som stimulerer sanserne. Derudover har indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen deres egne intime gårdmiljøer, hvor eleverne kan trække sig tilbage og hænge ud med deres venner.



-    Det er vigtigt for os at skabe et uderum, der fungerer som et frirum, men samtidig hænger sammen med skolens indre liv og bidrager til fællesskabet. Vi er virkelig glade for nomineringen og håber selvfølgelig på, at vores team vinder, siger partner i 1:1 Landskab Trine Trydeman, som står bag projektet.