Vand og fauna kigger ikke på matrikelskel og entreprisegrænser

Danmark er et landbrugsland. 60% af vores areal er optaget af landbrug, mens kun 14% er urbanitet, det vil sige både by, bygninger og infrastruktur. De overskydende friarealer i byerne udgør derfor en meget lille del af samlede areal i DK. Samtidig skal vores byer levere på mange parametre, som alle kræver plads, og i udgangspunktet går imod det, der giver grobund for succesfuld biodiversitet, nemlig uberørthed og store sammenhængende arealer. Det helt store slag for en bedre biodiversitet i Danmark skal derfor tages ude i det åbne land. I det åbne land er et af de helt store problemer, at de beskyttede områder er for små og spredte til at understøtte levedygtige bestande af vilde planter og dyr. 

Det betyder bestemt ikke, at vi skal droppe alle tanker om at få biodiversitet ind i byerne. Men vi skal være bevidst om begrænsningerne og lære af den måde, vi har arbejdet med vandets vej gennem byerne i vores klimatilpasningsprojekter. Vi skal tænke i sammenhænge på tværs af matrikelgrænser, så vi løfter blikket og ser, hvordan hvert enkelt byggeprojekt kan bidrage til en større sammenhæng. 

Fokus på sammenhængende arealer

På samme måde skal vi se mere overordnet på, hvor det giver mening at etablere større sammenhængende grønne arealer, der tilgodeser biodiversiteten. Det kan være større sammenhængende parkområder, der i forvejen driftes ekstensivt. Bufferzonearealer omkring indfaldsveje, industri- og erhvervsområder er oplagte steder at tage fat og arbejde med at få en større artsrigdom. I københavnsområdet er Fingerplanen et godt eksempel på store grønne arealer, der i højere grad kan være med til at øge biodiversiteten. På samme måder har kirkegårdene flere friarealer end tidligere og dyrere drift. Her kunne vi arbejde med at skabe store arealer, der rigtig ’batter’ noget på biodiversitetskontoen. 

 

Social bæredygtighed

Når det gælder de helt bymæssige arealer såsom de små lommeparker, grønne arealer på skolerne og byrummene, skal vi være meget bevidste om, hvordan vi implementerer biodiversiteten, og hvad vi vil med den i de områder. For her skal vi også sikre social bæredygtighed og sammenhængskraft. Her skal der stadig være plads til funktionaliteter, som øger fællesskabet. Det kan være den store grønne plæne til picnic, leg og boldspil, koncerter i det fri. Alt det, der skal til for at skabe den tætte by, som er mest bæredygtig på den lange bane. Her skaber vi natur i mindre målestok for at lære skolebørnene om naturen, give et godt mikroklima for byens borgere og skabe samhørighed med naturen. 

Hvert projekt for sig

I 1:1 landskab ser vi projektspecifikt på biodiversitet. Det er en del af den helhedstænkning, vi praktiserer og går til et projekt hver gang. Vi ser altid på større sammenhænge og kontekst – også det, der ligger ud over matrikelgrænser og entreprisegrænser, for at kunne skabe det helt rigtige projekt, der skaber værdi for både bygherre og projektets omgivelser.  Vi er særlig bevidste om, hvilke typer af habitater vi skaber, og finder det vigtigt at italesætte forskellene. Hvor kan vi give et reelt tilskud til biodiversiteten i Danmark? Og hvornår skaber vi et grønt areal, der sætter fokus på naturen og giver læring? I den første indsats giver vi bedre betingelser for naturen, i den anden indsats lærer vi mennesker at tage bedre vare på naturen. Begge dele er vigtigt, men vi redder ikke naturen ved at handle inde i byerne. Det slag skal vi tage ud i det åbne land.