Nyt innovation Campus skal gøre Chr. Hansen endnu mere bæredygtig
Chr. Hansens hovedkvarter i Hørsholm ligger spredt udover en stor naturgrund. Forslaget udvider det eksisterende hovedkvarter med ny hovedbygning, laboratorier, mødecenter og applikationscenter, så der bliver plads til 250 nye forskere på i alt 15.000 m2.
De nye bygninger bliver flettet sammen med de eksisterende og skaber et sammenhængende campusområde. Indenfor vil forskerne opleve et tæt samspil med naturen, store mængder dagslys og et bedre flow i hverdagen, der giver et inspirerende og dynamisk arbejdsmiljø.
1:1 Landskab har tegnet landskabet, der bygger bro mellem den flotte naturgrund udenfor og livet indenfor. Træ bliver et gennemgående materiale i konstruktion, beklædning og landskabet. I en række lyse atriumgårde og skovhaver sørger brændestabler, regnvandsopsamling og insekthoteller for at skabe gode betingelser for biodiversitet.
- Vi glæder os utroligt meget til at arbejde med en virksomhed, som arbejder så dedikeret og ambitiøst med bæredygtighed, lyder det fra partner i 1:1 Landskab Jacob Kamp.
Tidligere på året blev Chr. Hansen kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed. Det nye campus skal fremtidssikre virksomhedens faciliteter og sikre en fortsat stærk global position på områderne for fødevarer, kosttilskud og landbrug. Byggeriet forventes at stå færdigt i slutningen af 2022.