1:1 Landskab vinder byudviklingsprojekt i Norge
Mo ligger på grænsen til Arktis i Nordnorge. Byen var tidligere kendt for minedrift, men er nu blevet et hotspot for genanvendelse af jern og udviklingen af batterier til elbiler. Den grønne omstilling forventes at tiltrække 15.000 nye indbyggere til byen over de næste ti år. Det er en stor omvæltning for en by, der i dag huser 18.000 indbyggere.
Derfor skal et øde baneareal i centrum omdannes til et levende byområde med boliger, erhverv, butikker og hoteller. I spidsen for udviklingen står DRMA, Urban Creators og 1:1 Landskab.
- Udviklingen sker i et samarbejde med private developere, Bane Nor og kommunen, som ejer grunden sammen. En af grundene til, at vi vandt opgaven er, at vi tænker alle transportformer sammen og skaber en ny mobilitetshub downtown. Her bliver både tog, bus, parkering, billeje, cykelleje, el-løbehjul, så det er let at skifte fra en transportform til en anden, siger Jacob Kamp.
Grønne åndehuller skal skabe byliv
Projektet spænder over 67.000 m2 byggeri og 30.000 m2 landskab. Som led i udviklingen bliver togstationen flyttet, så der opstår bedre sammenhæng mellem stationen og bymidten. Samtidig frigiver flytningen vitale områder til byudvikling. Byrummene bliver opgraderet med en masse små grønne lommeparker, der skal skabe et bedre bymiljø, livskvalitet og et behageligt mikroklima.
- Vi gør det grønne til en central del af centrum og åbner for mere bosætning i bymidten, så byen bliver mere moderne og attraktiv for tilflyttere. Landskabet består af en række små grønne lommeparker med masser af læ og optimal solorientering, så vi skaber en bymidte, hvor folk har lyst til at slå sig ned og nyde bylivet, siger Jacob Kamp.
Projektet løber over de næste fem år og er et af flere projekter i Norge, som 1:1 Landskab har vundet sammen med DRMA og Urban Creators.