Nu kan vi arbejde med BIM på alle vores landskabsprojekter

1:1 Landskab går hele BIM vejen

03.06.2022

Landskabsarkitektur er komplekst. Derfor har vores fag hidtil ikke kunnet udnytte BIM i så høj grad, som der er potentiale for. Heldigvis er softwaren i det seneste års tid blevet modnet så meget, at vi også som landskabsarkitekter kan arbejde med det effektivt. Derfor har vores dygtige landskabsarkitekt Anna Bluke-Hansen taget en uddannelse som IKT leder og Graphisoft BIM manager, så hun kan arbejde fokuseret med implementering af BIM software på tegnestuen.

- Vi har arbejdet med BIM software på en række meget forskellige landskabsprojekter over de sidste års tid. Det har vi lært en masse af, men vi har behov for at standardisere vores arbejdsgange med BIM. Jeg skal være med til at definere vores arbejdsprocesser, så vi får mest værdi af BIM softwaren på vores projekter. Det er en spændende proces, som jeg er glad for at kunne bidrage til, siger Anna Bluke-Hansen.

Landskabsarkitektur er komplekst

Mens arkitekter, ingeniører og konstruktører er vant til at arbejde med BIM, så arbejder de fleste landskabsarkitekter stadig med 2D tegningsproduktion. Det skyldes, at softwaren indtil for nylig har haft svært ved at omfavne kompleksiteten i arbejdet med landskaber.

- Der er meget stor forskel på at modellere en bygning til at arbejde med terræn. Men muligheden for at modellere landskab effektivt har udviklet sig markant over de sidste års tid og udvikler sig stadig. Samtidig har vi opbygget en god erfaring med BIM på tegnestuen, som har bekræftet os i, at der er mange fordele ved softwaren også for os som landskabsarkitekter. Arbejdet med BIM er langt fra nyt i byggebranchen. Arkitekter, ingeniører og konstruktører har arbejdet med det i mange år, men der har været markant afstand vores arbejde som landskabsarkitekter. Nu kan vi endelig tale samme sprog, siger Anna Bluke-Hansen.

BIM er fremtiden

Implementeringen af BIM på tegnestuen vil skabe store forandringer i arbejdsprocesserne, men det er det værd, da BIM er fremtiden – også for landskabsarkitekter.

- Der er stor værdi i at have alle data i projektet samlet i en model. Derfor er det naturligt, at det vil være en ydelse, som vil blive efterspurgt i stadig højere grad af bygherrer. Når kravene kommer, er vi klar. Samtidig er vi overbeviste om, at det vil frigive vigtig tid til projekterne, når vi ikke skal bruge så lang tid på beregninger eller tegningsproduktioner. Vi får mere tid til at udforske designmuligheder i det enkelte projekt. Det bliver godt, slutter partner i 1:1 Landskab Trine Trydeman.